MANIFEST
GENSTART FOLKESTYRET
Er vores demokrati reelt et folkestyre, hvis folket har mistet troen på styret?
Danmark står i en demokratisk brydningstid. Afstanden mellem Christiansborg og borgerne har aldrig føltes større. Tilliden til politikerne er i bund og har ligget underdrejet i årtier. Men krisen stikker dybere end blot dårlige sager på Borgen. Vi står med et system, hvor “folkestyre” ofte reduceres til et ord, vi pynter os med ved festlige lejligheder, mens virkeligheden er en anden.
Det er tid til at se sandheden i øjnene. Det er tid til at insistere på at få INDFLYDELSE.DK
DEMOKRATI UDEN DELTAGELSE
Under 4% af danskerne er i dag medlem af et politisk parti. Det betyder, at det politiske “bagland” er for de få. Men det betyder også, at det store flertal har trukket sig tilbage til tilskuerpladserne.
Et levende folkestyre kræver mere end et kryds hvert fjerde år. I dag er politik blevet en vare. Holdninger sælges som sodavand eller slik; brands der skal vedligeholdes af professionelle kommunikationsfolk. Når vi reducerer os selv til forbrugere af politik frem for medborgere, mister vi retten til at definere samfundets retning. Medborgerskab forpligter – både for dem, der vælges, og dem, der vælger.
SPIN VIRKER KUN, HVIS VI KØBER DET
Hvad gør det ved os, at vi har accepteret “spin” som en naturlig del af samtalen?
Når pressen og kommentatorerne oversætter politik til et taktisk spil, og når politikerne svarer i floskler, er det også fordi, vi som borgere og mediebrugere belønner konflikten frem for løsningen. Vi lader os underholde i stedet for at involvere os.Hvis vi vil have politikere, der taler sandt, skal vi være borgere, der tåler sandheden – også når den er kompleks. Vi kan ikke bebrejde medierne eller politikerne alene, hvis vi selv klikker på overskrifterne om personfnidder og ignorerer debatten om samfundets indretning.
Medierne jagter konflikten, og politikerne leverer den. I den støj er det svære, fælles ansvar for landets fremtid gået tabt.
GRUNDTVIGS GLEMTE ARV
Vi hylder ofte Grundtvig og tanken om det levende folkestyre. Men sandheden er, at vi har reduceret borgeren til en forbruger. Vi brokker os over “varen”, hvis politikken ikke smager os, men vi engagerer os sjældent i produktionen.Hvis vi vil de store systemfejl til livs – den manglende tillid, den lukkede magt, spin-kulturen – så kræver det, at vi genopliver medborgerskabet. Demokratiet kan ikke overleve, hvis folket melder sig ud.
INDEFRA MASKINRUMMET
Initiativtageren bag INDFLYDELSE.DK er Jeppe Søe. Jeppe Søe er journalist og debattør gennem 30 år og har siden 2022 siddet i folketinget, først for Moderaterne siden som løsgænger. Som løsgænger i Folketinget og tidligere medlem af Folketingets Præsidium kender han systemfejlene indefra. Han ser hver dag, hvordan vanetænkning og magtstrukturer bremser den sunde fornuft, og hvordan systemet beskytter sig selv.
Jeppe Søe er i denne sammenhæng hverken rød eller blå og slet ikke lilla. Han er stemmen fra maskinrummet, der insisterer på at stille de spørgsmål, der måske gør ondt:
• Er folkestyret bedre end sit rygte, eller dækker vi over et systembrud?
• Kan vi genoplive respekten for sandheden og det forpligtende fællesskab?
VORES MISSION
INDFLYDELSE.DK er en upartisk, folkelig tænketank, sat i verden for at genopdage og gentænke demokratiet.
Gennem live webinarer hver 14. dag, direkte dialog og skarp analyse vil vi:
Afsløre mekanismerne: Vi bruger insider-viden til at klæde danskerne på til at gennemskue spin og taktik.
Kræve medborgerskab: Vi skaber en platform, hvor vi insisterer på, at indflydelse kræver deltagelse. Vi skal væk fra sofaen og ind i kampen for vores samfund.
Finde løsninger: Vi vil ikke kun konstatere fejlene. Vi vil formulere konkrete svar på, hvordan vi genopretter et tillidsfuldt folkestyre.
Vi nægter at acceptere status quo. Vi tror på, at demokratiet kan reddes, men det kræver, at vi alle tør se problemerne i øjnene.
Velkommen til INDFLYDELSE.DK